Karl Gunner Jørgensen

Den første danske soldat der faldt den 9. april 1940

Artikel fra TILFORN 2009

Af Hans Lauridsen

Anden Verdenskrig blev et vendepunkt for Verden og for Danmark. Verdenshistorien fik på en brutal måde indflydelse på den enkeltes hverdag. For enkelte fik begivenhederne fatale følger. Det er nu snart 70 år siden, at tyske tropper den 9. april 1940 overskred den dansk-tyske grænse, og som Hjalmar Hansen skrev i sine erindringer: “Alle, der har oplevet den 9. april, husker den dag. Her i Glamsbjerg var der det særlige, at en menig soldat, Karl Gunnar Jørgensen fra Søllested, faldt ved en træfning i Sønderjylland. Det vakte meget medfølelse på egnen.” Karl Gunner Jørgensen var født i Søllested den 29. august 1917 som søn af bødker Niels Peder Jørgensen og hustru Karen. Karl Gunner havde gået i Søllested skole, og fik efter konfirmationen i 1932 arbejde på Glamsbjerg Margarinefabrik. I 1935 kom han i lære som mejerist og var først på Fuglevig Mejeri ved Vissenbjerg, senere på Outrup Mejeri i Vestjylland. I foråret 1939 blev han indkaldt til militærtjeneste ved 4. Bataljon på Odense Kaserne. Bataljonen var en cyklistbataljon, hvor et enkelt kompagni var forsynet med motorcykler og bevæbnede med karabiner, maskinkanoner og rekylgeværer på trefod, mens resten var forsynet med cykler og bevæbnet med geværer og rekylgeværer. Når bataljonen rykkede ud, foregik det på cykel eller motorcykel. Hitler var kommet til magten i Tyskland og havde oprustet imod de aftaler, der var indgået i Versailes-traktaten. I 1938 blev Østrig annekteret, og i foråret gik tyske tropper ind i Polen, og få dage efter var Anden Verdenskrig en kendsgerning.
Her i Danmark forsøgte Stauning-regeringen at holde landet ude af den storkrig, der var udsigt til. I de politiske partier var der enighed om, at Danmark selv med en oprustning intet kunne stille op imod et angreb fra Tyskland. Der var gjort forskellige forsøg på alliancer med Storbritannien, Frankrig og de andre nordiske lande men uden resultat. Den britiske marineminister Churchill havde f. eks. sagt: “Danmark er så frygtelig nær ved Tyskland, at det vil være umuligt at bringe hjælp. Jeg vil i hvert fald ikke påtage mig at garantere Danmark.” For ikke at provokere Tyskland undlod regeringen at opruste.
Det var med den baggrund 4. Bataljon i Odense den 1. februar 1940 blev forlagt til Søgårdslejren nord for den dansk-tyske grænse. Tredje kompagni under kaptajn A.E.G. Klein, som Gunner Jørgensen hørte til, blev indkvarteret i Kliplev. Styrkernes opgave i Sønderjylland var “i første Række en klar og utvetydig Tilkendegivelse af Viljen til Forsvar uanset Styrkeforholdene, Kamp i anden Række at skabe gunstige Forhold for en senere for nordfra tililende Styrker”.

I påsken, som i 1940 faldt sidst i marts, var Karl Gunner Jørgensen hjemme på orlov, og han var meget alvorlig ved situationen. Til sin far havde han sagt: “Kommer der krig, så falder jeg”.
Den 8. april kl. 20.15 udsendte chefen for 4. Bataljon følgende ordre: ”Forhold til Natten: Kompagnierne kan hvile i en stor Lokalitet, påklædt udrykningsklar med Udrustning hos sig. Mindst en Deling af Gangen skal være vågen og som indre Vagt og Vagt ved Køretøjer.
Befalingsmænd skal hvile sammen med deres Styrke”.
Alarmberedskab blev opretholdt natten igennem. I Søgårdslejren var der jævnlig telefonkontakt til grænsegendarmeriet, og under en sådan kontakt kl. 4.15 blev det meddelt, at: “Den tyske Panserdivisions Tete er nu ved Kobbermølle Toldsted. Vi er -“ Derefter var telefonforbindelsen afbrudt. Tyskerne havde overskredet grænsen.
Kl. 4.17 blev der slået alarm i Søgårdslejren og nogle få minutter efter i Kliplev, hvor den cykeldeling, Karl Gunner Jørgensen tilhørte, lå. Hele kompagniet blev beordret til at køre ud i de stillinger, der var indøvet. Cykeldelingens område var 500 m syd for Lundtoftebjerg. På vejen fra Kliplev mod Søgård hørtes kraftig skydning i retning af Lundtoftebjerg. Ved Søgård mødte de flere motorcykler fra motorcykelkompagniet, løjtnant M. Gjermansen, der var delingsfører for den cykeldeling, Karl Gunner hørte til, blev orienteret om, at fjenden allerede havde nået Lundtoftebjerg. Derfor gik delingen hastigt i stilling uden nogen særlig dækning ved viadukten over jernbanen Lundtofte-Kliplev. En gruppe på selve viadukten og to grupper øst for vejen.
Fra Lundtofte kro, der ligger umiddelbart syd for viadukten oplevede kromanden Jacob Hansen tyskernes fremrykning på tætteste hold. Herom fortalte han til Kliplev lokalhistoriske forening i 1965: “Da den tyske panserfortrop var cirka hundrede meter fra kroen, åbnede danskerne ild mod dem, og så brød helvede løs. Vi kom bogstavelig talt mellem dobbelt ild. Også de tyske flyvemaskiner drønede ned over hustagene og beskød de danske stillinger med deres maskingeværer. Mine forældres hus blev ramt en halv snes forskellige steder fra luften, og tre kugler gik gennem et vindue, så blomsterpotter, jord og planter splintredes og blev strøet ud over gulvet. Også et billede på væggen blev smadret. Vi stod fem mennesker og krøb sammen i køkkenet, da et 20 mm panserbrydende projektil kom fløjtende ind gennem stuevinduet, slog et kæmpe hul i muren ud til køkkenet, kom ud af kurs og borede sig ind i ydervæggen – højst et par meter fra os. Vi kunne næsten ikke få vejret. Sådan stank det af svovl, og kalkpuds stod i en sky omkring os. Både rejsestalden og kostalden fik skudt store huller i murene.”
Det lykkedes gruppen på viadukten at stoppe tyskernes fremrykning med rekylgeværild men kun for en kort tid. Da terrænet øst for vejen ikke var egnet til forsvar, rykkede de to grupper 800 m tilbage til nogle bakker, mens gruppen ved viadukten blev liggende. Alle tre grupper blev beskudt af maskingeværild fra flyvere. Det varede dog kun kort tid, før de tyske panservogne kørte igennem ved viadukten og fortsatte nord på. Gruppen ved viadukten blev taget til fange. De øvrige grupper slap ind i et hus og undgik fangenskab. De øvrige grupper slap ind i et hus og undgik fangenskab. Under kampene faldt Karl Gunner Jørgensen.
Løjtnant Gjermansen fortæller, at Karl Gunner ikke kunne holde sig i ro, men tog sit gevær og for frem imod de tyske panservogne, hvorved han blev skudt i brystet, andre mener, at han blev ramt af tyske fly. Han blev senere bragt under tag af nogle civile personer. De tilfangetagne blev løsladt, da fjendtlighederne blev indstillet.

For Karl Gunner Jørgensen, der var den første, der faldt d. 9. april, blev der holdt mindehøjtidelighed i Kliplev kirke inden hans kiste sammen med fem andre faldne blev transporteret til Odense kaserne. I mindehøjtideligheden deltog en del af egnens befolkning, der smykkede hans kiste med blomster. Inden kompagniet forlod området, blev der opsat en mindesten for Karl Gunner. Det var en sten, der var faldet ud af et kirkegårdsdige i Kliplev, hvor Karl Gunner og hans kammerater var gået forbi, og nogle gange havde siddet på stenen. Efter Karl Gunner var faldet, havde kammeraterne spurgt præsten, om de måtte få stenen for at rejse den som en mindesten. De fik den, og en af kammeraterne huggede indskriften.

Tirsdag den 16. april blev Karl Gunner Jørgensen begravet på Søllested kirkegård, hvor mange deltog. I en mindetale sagde kaptajn Klein: “Kære 72! Dit regiment og bataljon og vi, dine kammerater, bringer dig en sidste hilsen. Vi takker dig, fordi du ofrede det største, man kan ofre, takker dig, fordi du kæmpede som en tapper soldat. Vi er stolte af dig. Vi håber dit offer ikke må være forgæves. Men at Danmark må blive skånet for krigen. Dit minde vil vi ære og bevare”.

Efterskrift november 2025:
I august var de frivillige fra Glamsbjerg Lokalarkiv på udflugt til Odense Militærmuseum, og her så vi mindepladen for Karl Gunnar Jørgensen udenfor museet (hans navn står som det andet i første række) samt et sølvbæger skænket menig Karl Gunner Jørgensens forældre af 6. Regiment.