Læs begyndelse af historien om skibet Voldtofte https://glamsbjerglokalarkiv.dk/der-var-engang-et-skib-der-hed-voldtofte-del-1/
Af Ingemann Jensen
I Tilforn 2014 havde jeg en artikel ”Der var engang et skib, der hed Voldtofte”. Dengang afsluttede jeg artiklen, da jeg mente at have udtømt kilderne til skibet sejlede ud af dansk besiddelse i 1896.
Jeg har imidlertid været i kontakt med efterlevende af skipperslægten, især Leif Frederiksen, der har inspireret mig og vist mig vejen til at følge skibet til det forsvinder ud af skibslisterne i 1923.
Lad mig komme med et resume:
Voldtoftedrengen, hjulmagersønnen Jens Frederiksen, kom som 35-årig i 1875 til Voldtofte, hvor han fik finansieret en skonnertbrig, idet bønderne i Voldtofte kom til at eje 33 af 40 andele i ”Voldtofte”. Han havde haft en fortid som sømand og havde gjort tjeneste i søværnet, og han havde taget en skibsførereksamen. Han boede i Troense med hustruen Ane og sammen fik de 4 børn.
Skonnertbriggen ”Voldtofte” for fuld sejlføring. Denne skibstype var meget manøvredygtig, og danske kaptajner var berømte for at kunne sejle sikkert på de vanskelige farvande ved Rio Grande i Brasilien. Partsrederier var almindelige investeringsmuligheder, reder kunne love op til 25% afkast per år. Akvarel i Voldtoftes oldermandskiste
Skibet blev søsat, og kom i fart, der skulle tjenes penge. Nye oplysninger viser, at ”Voldtofte” sejlede med gods mellem Sydamerika og Viborg i Finland (daværende Rusland) med anløb mange steder i Nordeuropa og Middelhavet. Under et anløb i Leningrad lå ”Voldtofte” sammen med andre danske skibe og ventede på last. Et par skolepiger var med deres skipperfar på sommertur til Leningrad og de fortalte begejstret om en festlig sammenkomst med godt at spise hos Frederiksen på ”Voldtofte”.
Bønderne i Voldtofte var ikke tilfredse med afkastet, så de søgte at komme ud af rederiet, men Jens Frederiksen døde af tyfus i 1880 i Skotland og blev begravet der, så sagen blev udsat. I 1882 blev ”Voldtofte” del i en massestranding ved Letland i Baltikum, hvor et større antal skibe blev fanget i en forrygende storm. Det blev bragt flot og sejlede videre.
Jyllandsposten 1882 kan berette, at ”Voldtofte” 20. juni sejler fra Rio Grande (Brasilien) til Hamborg, og at kaptajnen hedder Andersen. Min kild , Leif Frederiksen påpeger, at ”Voldtofte” på dette tidspunkt må have haft metalforhudning for at undgå angreb af tropiske pæleorm. Ingen skibslister nævner dog noget herom før 1892. . www2. statsbiblioteket.dk
Jens Frederiksens enke fik sammen med en reder/sagfører Valentin fra Svendborg solgt skibet i 1883 til et aktieselskab i Randers, for øvrigt med navnet ”Voldtofte”. Voldtoftebønderne kom ud af rederiet med skindet på næsen – godt og vel. Skibet blev solgt for 22.500 kr i 1883. Lad os antage at byggeprisen var 20.000 kr, hvilket gav en anpartspris på 500 kr. Da det endelige regnskab gøres op, er der 421 kr. til hver anpart. Vi ved ikke, hvilket udbytte, man fik hvert år, men lignende regnskaber viser udbetaling af tæt på 200 kr per år per anpart.
Enken klarede sig, og skønt hun tabte sin del af salgssummen ved en dårlig investering i et uforsikret skib, der forliste, bragte hun fire børn i vej og lå ikke nogen til last.
Kilderne viser, at idémanden i Randers, en konsul, døde kort efter, og skibet købtes af grossererne brdr. Hjort i København i 1887. Brødrene var omhyggelige, og da skibet skulle sejle på Finmarken, blev det sendt på værft i 1892 og fik isforhudning. Skibslister og meldinger fra kyststationer viser, at ”Voldtofte” fortsætter med at sejle, der er tilsyneladende gods til et sejlskib med en besætning på syv mand.
Et spændende farvand åbner sig med besejling i Barentshavet/Ishavet nord for Norge og Rusland. Der blev sejlet med tørfisk og hvalguano (benmel) fra Vardø og Vadsø i Nordnorge, stadig til havne i hele Atlanten. Dampskibe skulle bruge kul, masser af kul, og sejlskibenes æra blev forlænget af indtægterne ved at holde trykket oppe i kedlerne hos deres værste konkurrent, for der var altid en returlast kul at fragte. Brdr. Hjort blev gamle, og deres firma blev afviklet, og allersidst solgtes ”Voldtofte” i 1896.
Det er de isfri farvande nord for Norge og Rusland, der bev hjemsted for sidste del af skibets historie. Ved pilen ses Fiskehalvøen på Kolahalvøen, hvor Murmansk er hovedbyen. Hen over Nordkap fungerede Pomorhandlen i 1000 år, og et helt særligt sprog, russer-norsk, muliggjorde at handlen gled gnidningsfrit. Lys døgnet rundt i sommerhalvåret skaber en eksplosion af algevækst 2 gange årligt i april/maj og august, der skaber grundlag for fiskeri i særklasse.www.wikipedia.org
Resume slut, og nu til noget nyt.
Der havde helt fra vikingetiden eksisteret en handel mellem det nordlige Norge og egnene langs den russiske Ishavs/Barentshavskyst, der har forbindelse ad floderne til stepperne i indlandet. Det blev kaldt pomorhandlen. Pomor betyder ”folket ved/fra havet”, samme slaviske ord som Pommeren i Østersøen. Pomorhandlen var en byttehandel, der groft sagt byttede korn med tørfisk – protein for kulhydrat. Golfstrømmem har altid sørget for isfrit farvand at fiske i, og strømmens næringsrige vand har altid dannet grundlag for første led i en fødekæde af havdyr, hvor mennesket har kunnet skumme fløden – alt fra sild til hvaler. I kolossale mængder.
I 1860´erne ønskede zaren i Rusland at udvikle de fiskerige regioner omkring Murmansk, få del i pomorhandlen og dermed tjene penge til staten. Der blev givet gode betingelser for udenlandske (norske) bosættere, og en gammel familie af hanseafstamning, Pihlfeldt, etablerede sig på Fiskehalvøen (russisk Ribatskay) lige øst for Norge på Kolahalvøen. Stedet hed/hedder Vaida Guba, en bugt med gode anløbsmuligheder for skibe. Familien blev ”fiskevær” ejer, dvs. man ejede en komplet fiskerihavn med fabrikker og skibe. Pihlfeldterne må have kendt skibet ”Voldtofte”, jeg gætter på, at det har sejlet med tørfisk for dem. I hvert fald købte de skibet af brdr. Hjort i 1896. Handlen foregik i Leningrad, og det var sønnen Johan Henrik Pihlfeldt, 26 år, der blev ejer. I skibslisten fra 1896 hedder skibet stadig ”Voldtofte”, og hjemmehørende havn opgives til Vaida Guba. Han begyndte at sejle med skibet, men allerede på vejen til Vaida Guba i 1897 døde han, faktisk samme sted som Jens Frederiksen i 1880 – Skotland. Skibet overgik til faderen (Leonard) og blev i familien (skibslisten fra 1899), og det blev hjemmehørende i Leningrad og senere andre havne i Den finske Bugt til 1923.
27. januar 1914 kunne man i Randers Amtsavis læse om denne søretsdom, der viser, at det er skibets skipper, der står med hele ansvaret for skibets drift. Det drejer sig om et parti ærter fra Finland, hvor noget gik galt med befragtningen. Skipper Helberg blev frifundet og slap for at betale 446 kr. i bøde. www2. statsbiblioteket.dk
Skibet fik efter 1896 navnet ”Ribak”, som er det norske ord for Ribatskay. Der var ikke første gang navnet ”Ribak” blev brugt – Pihlfeldt (og andre) forsøgte sig omkring 1890 med fiskeri fra moderskibe. Pihlfeldt registrerede sit selskab som ”Ribak”. Disse tidlige forsøg måtte opgives. Selv et stort anlagt amerikansk forsøg med dampskib slog fejl. Men det viser nytænkning, og man bliver klogere af sine nederlag.
På kortet her ses Fiskehalvøen med Vaida Guba ved den røde markering. Her var den lille koloni, hvor Pihlfeldt boede og modsat ligger den store koloni. Fiskehalvøen er det russiske europæiske fastlands nordligste punkt. Øen fik/og har stor strategisk betydning med en vejrstation (Ruslands første), en militærforlægning og et fyrtårn. Den lille by Vaida Guba eksisterer i dag. Den kringlede sorte streg er grænsen mellem Norge, Finland og Rusland. Norge og Finland. www.ng.toponavi.com
”Ribak” forsatte med at sejle, men nu i hård konkurrence med dampskibene, så kun gods, der godt kunne tåle vindstille, kunne der sejles med. Gødning, træ, kul, tørfisk f.eks., men fragtraterne var ikke gode.
Billedet her er fra Dysart ved Edingburg, hvor der lastes kul med sliske til venstre. Skibet til højre har fuldstændig samme dækshusplacering som”Voldtofte”, og jeg vover påstanden, at det er ”Voldtofte”. Billedet er fra 1897 og er altså på den tur, hvor Henrik Pihlfeldt dør. Kullene fra Dysart var af så fin kvalitet, at ”Voldtofte” somme tider fik fyldt lastrummet med forskellige kvaliteter og efterfølgende lå i en dansk havn som et flydende kulsalg. www.dysart-trust.org.uk
Familien Pihlfeldt blev styrtende rige, de kunne levere fødevarer fra havet i store mængder, og da krigen brød ud i 1914, blev det kun endnu bedre. Mens man før leverede varer mod vest, er det nu mod øst og ned gennem de russiske floder fiskeprodukterne flyder, og rublerne den modsatte vej.
Et fiskevær i den østlige koloni på Fiskehalvøen. Der blev etableret en dampskibsforbindelse mellem Norge og kolonierne frem til Murmansk, og sikkert så langt østpå, som man kunne sejle – Arkangelsk?. Det blev et rejsemål, så der blev lavet postkort. www.wikipedia.org
Den russiske revolution vendte så op og ned på situationen. De norske kolonister blev anset for folkefjender og spioner. Den sidste mandlige Pihlfeldt (han hedder Teodor, men bruger en russisk udgave af navne Feodor) rejste (syg?) i 1917 til Vardø og lod sin (russiske?) hustru, Nina Andrelevna Denjen, blive tilbage med to små børn i Vaida Guba. Han døde og i 1920 skrev enken i Vaida Guba til banken i Vardø, at de skal åbne den pakke, som hendes mand havde deponeret. Deri var nøglen til pengeskabet i Vaida Guba, hun havde mistet sin egen nøgle, stod der i brevet, i øvrigt skrevet på russisk og bragt med kurer. I pakken, viste det sig, lå der en formue i rubler ( med de oplysninger jeg har, svarer den i nutidskroner til 25 mill. Kilderne glemmer helt nøglen, som hun så inderligt havde brug for sammen med alle andre fornødenheder især sæbe. Hun selv håber at kunne komme til Vardø til september.
Kilder:
Materiale fra Jens Frederiksen righoldige arkiv om skipperslægten Frederiksen.
Lloyds skibsregister tilgængelig på nettet.
www.sbib.dk : Skibslister 1875 til 1897.
Mediastream på nettet med avisudklip.
Relevante sider på www, angivet under illustrationerne.